Electronic Arts træder ind i light-gun-genren sammen med Hasbros NERF pistoler.Light-gun-spil har fået noget af en renæssance på Nintendo Wii. Især med introduktionen af Nintendo Wii Zapper, der gjorde Wiimoten til en maskingeværlignende attrap, har spil som House of the Dead, Call of Duty og Wild West Guns vist vejen for genrens genfødsel.
Nu blander Electronic Arts sig i light-gun-genren sammen med Hasbros ’NERF’ legetøjspistoler. De har været populære i USA siden 80’erne og er stille og roligt blevet udbredt i Danmark igennem de seneste år.
Blandingen lykkes for det meste. Spillet føles meget poleret i sin mekanik og bidrager med nye elementer til genren. Der er dog store ujævnheder i spændingen og underholdningsværdien, som hiver spillet ned fra de højeste tinder.
Nerf Switch Shot EXE-3 følger med
Det interessante ved NERF: N-Strike er den medfølgende pistol, som du kan bruge helt i stil med Wii Zapper.
Som udgangspunkt er det en normal NERF gun, og du får da også skumgummipatroner med i pakken, som du kan drive kæresten til vanvid med. Legetøjet kan dog skilles ad, så du i stedet slutter din Wiimote til på toppen og klikker den fast.
Du har nu en light-gun, som tilmed føles væsentligt mere kvalitetspræget og hårdfør end Wii Zapperen.
Et godt, gammeldags light-gun-spil
Bevæbnet med NERF pistolen er NERF: N-Strike hovedsageligt bygget op omkring små mini-game-agtige udfordringer.
I hver af disse skal du opfylde bestemte mål med forskellige mekanikker. Eksempelvis at skyde modstandere med bestemte farver, skyde horder af angribende robotter, eller træne præcision i et Boom-Blox-agtigt set-up.
Det hele foregår i en fremtidsverden med robotter, så forældre behøver ikke bekymre sig om voldelige elementer. Det er robotter, det går ud over, og det hele er meget fantasifuldt.
Ægte skumgummi
Den afgørende forskel på NERF: N-Strike og traditionelle light-gun-titler er fysikken bag de affyrede patroner.
I modsætning til den generelle standard, hvor dine skud rammer i samme millisekund, flyver skumgummipatronerne igennem luften, som de ville gøre i virkeligheden. Det tilføjer en ekstra dimension, da du må tænke et par hundreddele sekund frem i tiden, når du skyder mod målene. I situationer med krav om hurtige, men alligevel præcise reaktioner, stiller det større krav til dine skydeevner end normalt.
Det gør NERF: N-Strike til et sjovt spil med en klar berettigelse i light-gun-genren.
Ujævn underholdningsværdi
NERF: N-Strike forbliver dog ’kun’ et godt spil med pistol og nyskabelse som sine største styrker.
Selve spiloplevelsen igennem single-player-delen er for ujævn og bærer for meget præg af metervareunderholdning. Som før nævnt består NERF af mange forskellige udfordringer, men det er få, der holder dampen kørende over en lang periode. Før eller siden bliver det monotont at skyde fjender, der kommer de samme steder fra, har de samme bevægelsesmønstre og egentlig ikke giver nogen trussel.
Derimod kan du bruge mange kvarter i selskab med et Boom-Blox-inspireret mini-game, hvor du skal skyde bestemte kasser ned fra et podium.
Alt i alt er underholdningsværdien dog ujævn. Formentlig som udtryk for, at NERF: N-Strike primært henvender sig til de yngste.
Et udmærket, men ikke fantastisk, light-gun-spil
NERF: N-Strike til Nintendo Wii udmærker sig ved at bringe både en fed light-gun-attrap og nyskabende elementer til genren. Spillet føles meget helstøbt og mekanikkerne fungerer. Desværre når spillet ikke op i de højere luftlag. Oplevelsen er for ujævn og det er ikke alle mini-spillene, der bevæger sig ud af det ensformige.
SAMLET VURDERING: 6


0 comments:
Post a Comment