Mirrors Edge

Mirrors Edge er det første udspil i lang tid fra svenske DICE, der ikke har Battlefield-mærkaten klistret på sig. Det er så at sige en ny franchise, både for DICE, men også for EA, der ellers holder af at køre i fortsættelsernes spor, hvorfra de pumper den ene årlige opdatering efter den anden ud på markedet.

Der er derfor store forventninger til de svenske udviklere, for kan de overhovedet stadig skabe noget, der ikke har larvefødder og et soundtrack fra Apocalypse Now? Svaret gives nedenfor.

I Mirrors Edge spiller du Faith, en af de såkaldte runners, der er specielt trænede i at aflevere beskeder udenom det elektroniske kommunikationsnetværk, der er overvåget af den totalitære regering i et forsøg på at kontrollere medier og holde eventuel opstand nede.

Faith befinder sig midt i et spind af intriger, der implicerer hendes søster Kate i mordet på Robert Pope, den eneste politiker, der var i stand til at tage kampen op mod regeringen. Faith, hjulpet godt på vej af andre runners, kaster sig derfor ud i at få opklaret hvem det var der slog Pope ihjel.

Ikke som de andre
Mirrors Edge er ikke en first person shooter, men nok nærmere en first person... runner. Selvom det er muligt at anskaffe sig et skydevåben og dele lidt røvfuld ud med sådan en, så er fokus helt sikkert lagt på enten at undgå kamp, eller i værste fald, klare den slags med en god gang hjemmesmurte håndmadder.

I stedet for evner udi skarpskyderiet, er Faith udstyret med færdigheder, der lader hende springe fra hustag til hustag som en elegant gazelle, mens hun glider under vandrør, tager afsæt fra væggene og hopper over kasser og den slags. Når man tænker på hvor meget vi gamere har hadet den sidste bane i det første Half-Life-spil (du ved, den med hopperiet i den alternative dimension), så er det ret imponerende at DICE har skabt et spil, der udelukkende består af lignende sekvenser, tilføjet lidt liret parkour.

Det bedste af det hele er, at det bare fungerer at springe fra hustag til hustag, glide under forhindringer og bruge kasser som afsats til imponerende kraftspring. Enkelte steder er der lige lovligt meget ’trial and error’, hvilket betyder at du skal finde den helt rigtige rute eller fremgangsmåde, da du ellers er tvunget til at gentage sekvenser igen og igen.

De er heldigvis få og til at overse, og resten af spillet har et godt flow. Visse sekvenser indbyder endda til flere forsøg, og spillet er også udstyret med en ganske sjov mulighed for at spille alle banerne på tid – de såkaldte Time Trials, hvor målet er at komme gennem banerne på tid frem for bare at komme igennem.

Skal man endelig sætte en finger på noget, så er det at de hele kan ende med at svømme en smule, hvilket kan forårsage søsyge-lignende symptomer hos dem, der ikke er helt søvante (eller spilvante i dette tilfælde). I alle tilfælde, er der en indbygget funktion til at tilføje en lille prik på skærmen, der skulle hjælpe med fokus, og derved eliminere eventuelt ubehag.

Det virker ikke i alle tilfælde, men det er som sagt langt fra alle, der bliver en smule utilpasse af at spille Mirrors Edge.

Lille spejl på væggen
Grafisk er vandene delt i Mirrors Edge. Banerne har et meget stilistisk rent udseende, og fremstår i meget klare, lyse og skarpe farver. Faith kan orientere sig via det såkaldte Runners Vision, der fremhæver de forskellige muligheder for at komme videre gennem banerne.

Objekter der er fremhævet med en skarp rød farve, er spillets måde at fortælle dig at der er en vej videre herfra, hvad enten det kræver klatren eller et kraftspring ud hen over en meterdyb afgrund mellem to højhuse. Der er så vidt ikke noget galt med grafikken i selve banerne – det er rent og pænt, og afspejler det dystopiske samfund i historien, hvor løberne er undergrundens budbringere, og derfor er jaget vildt af regering og vagtværn.

Alt er næsten for rent og fint i kanterne, hvilket bidrager til stemningen i spillet, der også i høj grad bæres oppe af at der er mere fornuft i at stikke af end at tage kampen op. Mellemsekvenserne er forsøgt holdt i samme rene stil, men går fra den mere detaljerede 3D, over til flad 2D, med en klar udvaskning af detaljerne.

Selvom det heller ikke er direkte grimt, så gør overgangen at forskellene bliver meget tydeligt, og det havde helt sikkert klædt spillet meget mere, hvis mellemsekvenserne var holdt i helt samme stil som resten af spillet.

Det friske pust
DICE har formået at skabe et spil, der adskiller sig væsentligt fra alt andet der er udgivet, hvilket er imponerende, når man tænker på studiets ret så mange spil, der fokuserer på krig og multiplayer. Mirrors Edge er ikke perfekt, men det er en frisk oplevelse i en verden, hvor spil efterhånden er en metervare, der ikke fornyer sig selv i udgivelse efer udgivelse, men istedet brygger på de samme gamle opskrifter, som stort set ikke har ændret sig siden halvfemserne.

Hvis du er frisk på en oplevelse, der er anderledes end det du er vant til, så er Mirrors Edge uden tvivl en investering værd. Er du derimod hardcore adrenalin-junkie, der får kramper i fingeren, hvis den ikke hviler på en aftrækker, så spring over.

Samlet vurdering: 8